”Jeg prøver bare at være mig”

Sarah Grünewald (37) er værtinde for niende gang af 18 mulige i det populære underholdningsprogram Vild med dans, som netop har haft sæsonpræmiere på TV2. Den tidligere model står for glam og glamour, når hun år efter år hvert eneste efterår står i de glitrende kjoler og storcharmer hr. og fru Danmark midt i aftenens kaffetår. Men Grünewald er meget mere end foxtrot og fredagsunderholdning. Måske er hun, når alt kommer til alt, alt andet end lige det.

Interview
Af Peter Pilegaard

Det er sensommer og midt på formiddagen i Indre By i København. Jeg registrerer, at luften minder om støvregn uden at være det. Jeg elsker støvregn og er egentlig en smule skuffet. Der er ikke noget værre, end når noget giver sig ud for at være noget andet, end det egentlig er, tænker jeg – om vejret – på vej op ad trappen til Sarah Grünewald.

Grünewald. Jeg har hørt navnet en million gange men studser pludselig over det ved døren. Jeg ved ikke om det er på grund af den falske støvregn ude fra gaden, men det slår mig pludselig, at Grünewald lyder som et strejf af den sommer, som er ved at gå på hæld; den grønne skov. Jeg entrerer og ser, at den grønne skov i dagens anledning skinner pink. Giver den sig mon også ud for at være noget, den ikke er? Ligesom vejret? Det er ikke til at vide – men sikkert nok til at finde ud af. Én ting er sikkert: Solen skinner i Grünewald, så jeg sætter mig i en lysning uden faktor, mens en lun kop kaffe glider over plankebordet mod min hånd.

Sarah: Jeg kan bedst lide at tale om andre end mig selv.
Peter: Så du hader egentlig at blive interviewet?
Sarah: Ja.
Peter: Vil du hellere have det omvendt? At det er dig, der interviewer mig?
Sarah: Ja! Det har jeg aldrig prøvet. Det er jo spændende nok for folk at høre om optagelserne til Vild med Dans, men svarene bliver lidt en plade, man bare sætter på, ik´. Jeg vil da meget hellere høre om dig.
Peter: Hmm. Så stil mig tre spørgsmål.
Sarah: Ok. Hvornår var du sidst rigtig lykkelig?
Peter: I går.
Sarah: Hvorfor?
Peter. Fordi jeg mærkede, at jeg havde skabt bro mellem to mennesker.
Sarah: Hvor fint. Hvornår har du sidst følt dig ikke-tilstrækkelig?
Peter: I går.
Sarah: Hvad fortjener du?
Peter: Du har allerede brugt dine tre spørgsmål, Sarah.

Holder fast i den jeg er

Smilene bliver dækket bag kaffekopperne – velvidende, at pilen unægtelig peger den anden vej nu. Nu er det min tur til at stille spørgsmålene. Der er ingen vej udenom for den grønne skov i pink, kvinden med de mange hatte; gadetøsen, drengepigen, fotomodellen, moren, Vild med Dans-værtinden – Frøken Grünewald.

Er du tro mod den, du er, når du laver Vild med Dans? Drengepigen, der er pakket ind i flotte kjoler? Ja. Jeg e. r en lille stodder. Da jeg blev ny medvært på sæson 10 af Vild med Dans i 2013 følte jeg, at jeg havde taget røven på alle, at de ikke anede, hvad de havde sagt ja til ved at hyre mig. Gitte Madsen, som dengang var chef, sagde godt nok, at de havde brug for en kvindelig Klodshans – en drengepige, der kommer direkte ind fra gaden. Jeg tænkte, at hvis det var det, de ville have, så kunne jeg sagtens give dem det, for det var præcis det, jeg var. Men jeg lærte hurtigt, at jeg fik hug for at være det, jeg var. Jeg talte jo som en havnearbejder. Og den gik bare ikke. Det provokerede mig. Jeg fik klaustrofobi af, at jeg ikke måtte bruge mit eget sprog, indtil jeg begyndte at lægge mærke til kontrasten ved at have et groft sprog, alt imens der sidder et helt dommerpanel og taler et meget flot rigsdansk. Så jeg blev nødt til at møde programmet et sted. Og det har jeg taget med mig videre i de ting hvad, jeg laver. Jeg holder fast i den, jeg er, men samtidig tilpasser jeg mig de mennesker, jeg er sammen med på opgaven<.

”Jeg har sat mig for kun at arbejde med folk, der er dygtigere end mig selv. Det er en snobbethed, som jeg er nødt til at anerkende, jeg har”

Og så er det jo et arbejde at stå som vært i Vild med dans. Hvis jeg tog jobbet for glam og smukke kjoler, var jeg ikke nået så langt. Det, der betyder noget for mig er selve produktionen. Det er en kæmpe produktion med de bedste af de bedste indenfor hvert felt; fotografer, lydfolk osv. – alle med overskud – fordi de kan deres pis. Jeg har sat mig for kun at arbejde med folk, der er dygtigere end mig selv. Det er en snobbethed, som jeg er nødt til at anerkende, jeg har. Hvis jeg begynder at arbejde med folk under min egen faglighed, lærer jeg ikke. Sådan er det jo. Det ved vi. Og Vild med Dans er en arbejdsplads, jeg tager hen til for at udvikle mig. Jeg tror, at det er grunden til, jeg er spændende at arbejde med. Jeg er sulten. Jeg vil det. Og det rager mig i virkeligheden, hvilken kjole jeg skal stå i. Jeg synes da, den er flot, og jeg kan lide at bære den, da den er med til at gøre mig til en bedre vært, men det er alt det andet, der gør, at jeg elsker at lave Vild med dans.

Sarah lader dampen fra en avanceret udgave af e-cigaretten sive. Der opstår et øjebliks stilhed i tågen. Jeg bilder mig ind at kunne høre hendes tanker hvirvle rundt som løse blade på træerne i Grünewald og fortsætter.

Så du tager værtshatten på og spiller en rolle? For mig kan det at tage en rolle på sig godt være en negativ ting, da det jo handler om at tilpasse sig andre. Jeg prøver så vidt muligt bare at være mig. Men ja, jeg har mange hatte på, mange forskellige roller at fylde. Jeg har en kæmpe mor-hat, jeg har også en undergrundsraver-hat og en Berliner-pige-hat. Og jeg har også en Vild med dans-hat. Så længe jeg godt kan lide den Sarah, jeg er, når jeg er i de forskellige roller, så kan jeg godt stå på mål for den rolle, jeg påtager mig. Men jeg skal kunne mærke, at den gør mig godt. Det skal ikke gøres for at please andre. Jeg gør det for at blive en bedre udgave af mig selv i den opgave, jeg påtager mig. Og med min erfaring indenfor tv, gør det nu, at jeg med tiden er blevet ret god til at bevare mig selv i det, jeg laver. Så vidt det er muligt.

Fri for status

Jeg tager en tår af kaffen. Der er mange veje at gå i Grünewald. De utallige skovstier har hver deres historie at fortælle, men jeg vælger den pittoreske rute. Den med den pæne udsigt, der gemmer på mere end blot det åbenlyse.

Du har levet af dit udseende? Ja. Men for mig har det ikke været et arbejde, der har handlet om mit udseende. Det har handlet om at løfte i flok og være på en fed produktion. Jeg har aldrig syntes, det var prestigefuldt at være model – bare et spændende arbejde. Og jeg har heller aldrig været interesseret i at se mig selv på en forside. Men det var et enormt taknemmeligt arbejde. Jeg fik set verden og oplevet forskellige kulturer med en masse forskellige mennesker. Samtidig mødte jeg også andre modeller, der havde så meget nok i dem selv, at de ikke kunne hilse. De led af den frygtelige `runner-attitude´, som jeg kalder jeg det, når der er høj og lav status. Det har jeg aldrig brudt mig om.

”Når vi var i Thailand, skulle jeg med på børnestripklub for at se, hvordan børnene havde det dér”

Jeg tror, jeg har det fra dengang, jeg som lille rejste rundt i verden med min mor. Hun var stewardesse. Og det var ikke de pæne sider af verden, hun præsenterede mig for. Når vi var i Thailand, skulle jeg eksempelvis med på børnestripklub for at se, hvordan børnene havde det dér. Og på vej hjem til hotellet fra restauranterne havde hun en bestemt rute i byen, hvor vi besøgte hjemløse familier, som boede under broerne. Vi tilbød dem den mad, vi havde med til dem og gav goodiebags til børnene.

Men det var min mors måde at tale på til andre, som gjorde meget stort indtryk på mig. Hun kunne være meget direkte. Næsten så direkte, at man tænkte, hun ikke var særlig sød – selvom hun var det. Og da jeg blev ældre, gik det op for mig, at hun egentlig bare talte almindeligt med dem uden at tale ned til dem. Ikke noget hvor-er-det-synd-for-dig-pattebørnesprog. Hun har altid talt med folk og ikke til folk. Det tror jeg er noget af det vigtigste, jeg har taget med mig i livet. Jeg har et behov for at få alt ned på jorden. Vi er alle sammen mennesker, og alle har fortjent at være her.

Re Do

At vi alle er mennesker og fortjener at være her, får mig til at tænke på Moder Teresa og gode gerninger. Den grønne skovs træer har mange grene, og en af dem hedder Re Do, Sarah Grünewald sportstøj-brand, som hun har stiftet med håndboldspilleren Hans Lindberg, og som blev lanceret i april måned i år med Sarah selv som kreativ direktør.

Det hele udsprang af, at jeg gerne ville lave sportsskoler for gadebørn i Indien. Jeg rejste i Goa på et tidspunkt for otte år siden, hvor jeg mødte en kræftramt tysk kvinde, som havde åbnet et børnehjem for 50 børn fra Mumbai. Hun havde fået udbetalt en forsikring på grund af sin sygdom, og for de penge havde hun startet børnehjemmet. Jeg spurgte hende, hvad hun manglede lige nu og her. Hun svarede, at hun manglede 5.000 kr. til at bygge et hegn, da pigerne på børnehjemmet blev bortført til prostitution om natten, eller når de var ude at lege.

Vi fik hurtigt samlet pengene ind, som jeg nåede at give hende, inden jeg rejste hjem, men inden jeg tog afsted, spurgte jeg hende, om der var andet jeg kunne være behjælpelig med. Hun fortalte, at mange af dem aldrig havde set havet, men at der ikke var nok ansatte til at realisere det. Sammen fik vi lavet noget interimistisk badetøj til de små piger og skyndte os til vandet for at bade.

”Drømmen er, at jeg om fem år har startet et pantsystem på tøj, så når man køber en trøje, går nogle af pengene til sportsskoler i Indien”

At stå med børn, der aldrig har set, mærket eller duftet havet før var virkelig rørene. Jeg følte, jeg blev nødt til at gøre noget. Så når jeg har rejst i enten Indien eller Thailand, har jeg altid købt bolde eller blyanter til børnene. De er ikke uddannet til at vide, hvad de skal gøre med en skole, hvis den bygges til dem. Men hvis du giver en lille dreng en bold, så har han noget at lave i mange, mange måneder. Og så begyndte jeg at drømme om at lave sportsskoler. Steder, hvor børnene ikke nødvendigvis behøver at lære at skrive, men hvor de arbejder sammen. Det er det sporten også kan.

Hans Lindberg ville lave sportstøj og har en åben dør ind til den funktionelle sportsverden, mens jeg som kreativ direktør, udover at formidle det hele, faktisk lige har lavet uniformerne til København Håndbolds pigehold, som ovenikøbet er det første hold i Europa, der spiller i recycle-tøj.
Vores tøj er 95 procent plastik – af den plastik, der flyder rundt i verdenshavene. Og drømmen er, at jeg om fem år har startet et pantsystem på tøjet, så det kan få en længere historie og blive genbrugt, mens det samtidig kan generere flere penge til de gode velfærdsformål i Indien og andre steder.

60 sekunder

Kaffekoppen fyldes på ny, og det er så småt ved at gå op for mig, at Grünewalden blomstrer. Den er i fuld flor, som den glade giver. Hun virker generøs på mange måder, og jeg bliver nysgerrig på, hvad det er, hun selv mon har brug for.

Et kram, tror jeg. Jeg har behov for at give kærlighed og få det samme tilbage. Jeg har faktisk alt det, jeg gerne vil have – ret vildt at kunne sige egentlig. Men du møder mig altså også på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg har det virkelig godt.

Du har tidligere udtalt, at du har brug for at hænge sammen med nogen? Er det fordi, du er bange for at stå alene? Da jeg engang for et års tid siden ringede til min lillebror og fortalte ham, at jeg følte mig ensom, sagde han, at det var fordi, jeg ikke kunne lide at være sammen med mig selv. Han sagde også, at jeg blev nødt til at lære, at mit eget selskab er nok. Det gjorde, at jeg det sidste års tid nu har været på hårdt arbejde ift. at prøve at have det godt i eget selskab. Jeg har brug for at lære, at mit eget selskab er fedt. Det er nemmere sagt end gjort, når man er et meget socialt menneske, som jeg er. Samtidig må jeg også acceptere, at jeg er et socialt væsen, og at der er visse ting, man ikke skal lave om på.

Men når jeg er alene, så er der meget larm. Der er så mange ting, jeg skal have ordnet, og jeg føler mig altid bagud, så jeg har en konstant tikkende rastløshed i mig, som fortæller mig, at jeg ikke kan tillade mig at slappe af. Det er jo en form for stres.

”Jeg tæller alting (..) Jeg gør det, for jeg gider ikke bruge mere end ét minut på noget som er tidsspild”

For to år siden blev jeg indlagt på Bispebjerg Hospital af samme årsag. Det hele svømmede for mig. Det var ret ubehageligt. Jeg fik åndenød og var svimmel. Jeg var sikker på, der var noget helt galt.
Men her var en kvindelig læge, som virkelig tog sig tid til mig og spurgte mig til min dagsrutine. I samme øjeblik jeg fortalte hende om den, blev jeg svimmel. Og så fortalte jeg hende om den hemmelighed, som jeg har med tal. Jeg tæller alting. Når jeg skal tømme en tørretumbler eller gå op eller ned ad trappen, så skal det tage mig under 60 sekunder. Så jeg tæller ned fra 60, mens jeg tømmer tumbleren. Jeg gør det, for jeg gider ikke bruge mere end ét minut på noget som er tidsspild. Det er det samme, når jeg skal gennem gangen i min lejlighed. Jeg løber altid, fordi det tager for lang tid at gå.

”Jeg vil da meget hellere have krudt i røven end at være lad”

Besøget på Bispebjerg gjorde mig bevidst om at nyde de ting. At tømme en tørretumbler er nu min tid til at slappe af. Og så er jeg begyndt at lave perleplader med min søn. Det hjælper mig virkelig, så jeg lægger også perleplader, når jeg er alene. Det kan jeg sagtens finde på. Nogen vil sikkert mene, jeg har en mild form for ADHD, og det har jeg nok også. Men det har jeg altid set som en kæmpe gave. Jeg vil da meget hellere have krudt i røven end at være lad. Det er fedt at have et drive.

I skovens dybe, stille ro.. Ikke i Grünewald. Men det gør heller ikke så meget. Så længe solen skinner. Og det gør den her. Jeg trækker mig væk fra lysningen, jeg har befundet mig i og trækker mig ind i skyggen bag fotografen, inden jeg lister helt ud af skoven og tilbage til Københavns gådefulde sensommerstøvregn.