Med en målrettet indsats har Hotel Vejlefjord vist, at det muligt at gøre hverdagen mere energirigtig uden at gå på kompromis med gæsternes forventninger til et moderne og tidssvarende hotel.

Hotellet er et stort, gammelt hus, der tidligere var udstyret med energiløsninger, som nok var tidssvarende engang, men slet ikke er det i dag,” fortæller teknisk chef Niels Lauritsen, som har stået i spidsen for en lang række initiativer, der skal begrænse energiforbruget på forskellig vis. ”I dag ser vi alt gennem energibriller, og vi tænker langsigtet,” understreger han. Hotel Vejlefjord ligger idyllisk i Trekantområdet mellem Vejle og Horsens omgivet af en fantastisk natur med park, skov og strand. Stedet blev etableret for 118 år siden, oprindelig som Danmarks første sanatorium for brystsyge. Derfor hedder adressen da også Sanatorievej.
Igennem mange år dannede huset ramme om forskellige lignende aktiviteter, indtil man i 1989 byggede om for også at kunne tilbyde kursusfaciliteter. I 2008 blev den store spa- og wellnessafdeling taget i brug, og i 2016 indviede man nye værelser i den tidligere administrationsbygning og åbnede Danmarks største Thalasso Spa. ”I øjeblikket er vi i gang med at renovere alle værelser, så på den anden side af nytår er hotellet opdateret på alle parametre, og der er allerede indrettet ladepladser til elbiler på vores parkeringsplads.” Stort potentiale i energirigtige løsninger På et hotel bruger man i sagens natur meget varmt vand, og når man som Hotel Vejlefjord tilmed har termiske bade og spaafdeling, bruger man endnu mere. Takket være en målrettet indsats i samarbejde med blandt andre Danfoss er det imidlertid lykkedes at sænke fremløbstemperaturen med 15 grader, hvilket betyder en markant besparelse på den gas, man bruger til opvarmning.

”Det, der er vigtigt, er, at gæsterne ikke mærker forandringen, men at deres forventninger til hotellet som et moderne og tidssvarende hotel i et klassisk hus, der er fuldt af historie, bliver mødt. Samtidig har gæsterne en naturlig forventning om, at driften af hotellet er energirigtig, og mange spørger rent faktisk til det. Folk er generelt blevet meget energibevidste, og det betragter vi som en meget positiv tendens,” understreger Niels Lauritsen. I De Termiske Bade har man også stor succes med at udskifte plastickrus med flasker af genbrugsplast, hvor gæsten kan skrive sit navn på, så gæsterne altid kan finde den igen, når de stiller den fra sig. ”Det har haft den positive sideeffekt, at fordi folk typisk stiller flasken sammen med badekåben, er der langt færre, der forlægger deres badekåbe og må have en ny, hvilket igen betyder mindre vasketøj.” Forventningerne er store Generelt er alle hotellets installationer og anlæg blevet gennemgået og justeret, det gælder for eksempel ventilationsanlægget, der sikrer, at luften og temperaturen i mødelokalerne er optimal, så deltagerne ikke bliver trætte og uoplagte i løbet af dagen. ”Vi har også fået implementeret et renseanlæg til skyllevand. Tidligere røg vandet i kloakken, men nu bliver det filtreret og genbrugt som skyllevand, så vi alene smider den lille smule skidt ud, som vandet rent faktisk indeholder. Indsatsen sparer omkring 90% svarende til over 2000 kubikmeter vand om året.” Affaldssortering har betydet en væsentlig reduktion af restaffaldet, og næste projekt er en omlægning fra gas til el med nye varmepumper i samarbejde med Kemp & Lauritzen, som forventes at spare ikke blot penge, men også 230 tons CO2. ”Det er cirka tre år siden, vi gik målrettet i gang, og snart kan vi begynde at udregne de reelle besparelser. Vores forventninger til resultatet er meget store, selvfølgelig økonomisk men allervigtigst i forhold til miljøet,” slutter Niels Lauritsen.

Hotel Vejlefjord


Adresse
Sanatorievej 26
7140 Stouby

Telefon
7682 3380

www.hotelvejlefjord.dk