Tre generationer har skabt et særligt te-univers

Da Bente Valbak for snart 40 år siden etablerede en hobbyvirksomhed med salg af te pr. postordre, havde hun næppe forestillet sig, at det med tiden skulle udvikle sig til te-butikker, firmagaver, onlinehandel, te-servering og udlejning af historiske lokaler.

Det hele startede oprindelig, da jeg valgte at sige mit job som skolelærer op for at gå hjemme og passe mine to børn. Jeg havde en forventning om, at det ville blive rigtig hyggeligt, men jeg opdagede hurtigt, at der ikke var andre hjemme. Så besluttede jeg skabe noget, jeg kunne beskæftige mig med hjemmefra.” Således beskriver Bente Valbak begyndelsen på Chaya-eventyret, der startede helt tilbage i 1981. Bente rejste dengang ofte med sin mand til Østen og havde en særlig kærlighed til og interesse for te-kulturen og historien. Derfor besluttede hun sig for at give danskerne den bedste kvalitets-te og viden herom. Salget foregik via postordre, som det hed dengang, og Bente kørte selv varerne på posthuset om eftermiddagen i sin lille Mascot. Gennem årene voksede forretningen, og da børnene var blevet store, åbnede Bente forretning i Lyngby. Herfra gik det stærkt. Nogle år senere åbnede hun butik nummer to på Jægersborg Allé i Charlottenlund, og med tiden kom firmagaver og internethandel til.

Næste generation træder til
Siden begyndelsen har virksomheden været noget, alle familiens medlemmer har taget aktiv del i. Det var derfor helt naturligt, at Bentes datter, Kirstine Laurents, for omkring 18 år siden annoncerede, at hun gerne ville ind i forretningen – dog først efter at have taget en uddannelse som ingeniør og gjort karriere i Mærsk. ”Jeg havde hele tiden været med på strategidelen, og det lå i kortene, at jeg en dag skulle videreføre det, min mor havde skabt,” fortæller Kirstine. I dag er tredje generation, Sofie Valbak Laurents, fulgt i mors og mormors fodspor, sideløbende med studier i erhvervsøkonomi på CBS. ”Lige så længe, jeg kan huske, har jeg arbejdet i forretningen med at øse te og pakke chokolade. Jeg har derfor altid tænkt, at jeg en dag skulle være en del af det for alvor,” fortæller 22-årige Sofie. Hun har primært ansvar for fakturering og bogføring, men er også en aktiv del af de udviklingsprojekter, hendes mor og mormor har gang i. Og det er mange. En ting er nemlig de to butikker og det omfattende online-salg af teer og te-tilbehør, noget andet er driften af det lille tehus, som befinder sig i udkanten af Bernstorffsparken, hvor Chaya de sidste 10 år har serveret Afternoon Tea og andet godt hver weekend i sommermånederne og i weekenderne op til jul.

Dronning Louises Tehus – en perle i parken
Huset blev oprindelig anvendt som gæstebolig til parkens slot, og mens Christian IX var konge (1863-1906), anlagde hans hustru, Louise, en imponerende rosenhave foran huset, hvor hun nød at drikke te. I mange år stod huset tomt, men i 2013 blev denne fine, stråtækte perle renoveret med stor respekt for både historie og stil. I dag fremstår huset nyfortolket i skønne farver, med smukke tekstiler på de polstrede stole og et specialdesignet tapet på væggene skabt af Tapetcafeen. Her serverer Chaya Afternoon Tea i smukke forsølvede tepotter fra omkring år 1900, der er hentet hjem fra auktioner i Skotland, og teen og de hjemmebagte scones serveres på testel fra samme periode, som Bente er ekspert i at finde. Bente Valbak er også primus motor på Chayas årlige juleudstilling på Bernstorff Slot, hvor havesalen fyldes med sølv til tebordet; kander, lysestager og meget andet. Møder og events i unikke rammer Mens Chaya er en virksomhed, der værner om klassiske dyder som kundeservice, kvalitet og troværdighed, er familiens tre kvinder samtidig altid i gang med at tænke nyt. I dette forår holder tehuset åbent fire eksklusive torsdage i juni, hvor man kan nyde tapas og god vin efter arbejde. ”Rammerne er så fantastiske, at flere bør opleve dem,” understreger Bente. ”Derfor arrangerer vi nu også møder og firmaevents i hverdagene, og når julen nærmer sig, åbner vi mulighed for, at man kan lave private julearrangementer i vores velegnede rammer.” Beliggenheden i Bernstorffsparken giver en unik mulighed for at inddrage naturen, så mødedeltagerne kan få ilt til hjernen og nyt perspektiv på tingene. Det er let at komme hertil med offentlig transport, og man kan parkere på vejen i umiddelbar nærhed og gå de sidste smukke meter. I år har Chaya ydermere overtaget forpagtningen af Paradehuset, som ligger lige ved siden af rosenhaven. Paradehuset er et stort drivhus, og den charmerende og rustikke indretning med langborde og bænke skaber en stemningsfyldt ramme om både bryllupper og firmaarrangementer med plads til 50 siddende gæster eller 80 stående. Fremtiden er grøn Som den moderne og dynamiske virksomhed Chaya er, er bæredygtighed og økologi naturlige fokusområder. For at sætte mere fart på udviklingen af den cirkulære økonomi, har Chaya indledt et samarbejde med strategisk forretningsudvikler Helle Overgaard. Helle har formidlet, at Chaya er blevet en del af projekt Bæredygtig Bundlinje med henblik på at udvikle en grøn forretningsmodel. ”Vi har længe ønsket at dreje vores profil i en grønnere retning, og det interessante er jo, at indsatsen samtidig afspejler sig positivt på bundlinjen, så det giver mening på flere planer,” siger Kirstine. Chaya er også aktiv i indsatsen for at reducere madspild og har indført datoservice på alle produkter både i butikkerne og online. Det vil sige, at varen sælges til nedsat pris, hvis den nærmer sig sidste salgsdato eller udgår. Åndehuller i hverdagen De to hyggelige Chaya-butikker, der begge ligger nord for København, har altid været tænkt som små åndehuller i hverdagen, hvor kunderne får serveret en god kop te, mens de i en uformel stemning lader sig inspirere af de mange spændende dufte. Flere af medarbejderne har været i firmaet i mere end 20 år, og de spiller en central rolle i forhold til det store antal af loyale kunder, der kommer igen og igen. ”Noget af det, vi går meget op i, både i butikken og i tehuset, er, at personalet ved noget om det produkt, de sælger eller serverer, så de kan formidle deres viden til kunderne,” siger Kirstine. ”Vores medarbejdere har i den grad forretningen under huden og er med til at sikre, at vores filosofi om, at kunderne skal være gladere, når de går herfra, end da de kom ind i butikken, efterleves til fulde,” supplerer Bente.

Stor gensidig respekt præger relationen
I mødet med de tre kvinder bag Chaya er det tydeligt, at det, at de repræsenterer hver sin generation, kun gør samarbejdet stærkere og mere dynamisk. ”Vi har haft vores diskussioner, men mest i de første år,” griner Kirstine. Alle tre er de enige om, at det er sjovt at arbejde sammen og dejligt at have fælles projekter som familie. ”Selvom Bente er ældst, er hun altid med på hvad som helst, hvis hun kan se begejstringen og troen i os andre. Det har jeg stor respekt for,” siger Kirstine og kigger på sin mor, der med sine 73 år stadig er en særdeles aktiv del af forretningen. ”Jeg ser sådan på det, at de beslutninger, som de andre to træffer, dem er jeg ærbødig over for, for det er dem, der er fremtiden og skal køre forretningen videre. Men jeg vil stadig gerne være med, så længe de andre synes, jeg kan bidrage med noget. Min mor blev 95, så jeg regner med at have en del gode år endnu,” slutter Bente.

Chaya Chaya består af to tebutikker i Lyngby og Charlottenlund. Her sælges 80 forskellige varianter af te, lækkert tilbehør som flotte tepotter og et udvalg af kager, marmelader, honning og andre lækre ting. Alle varer sælges ligeledes online. Chaya serverer Afternoon Tea og brunch i Dronning Louises Tehus i Bernstorffsparken nord for København hver weekend i sommermånederne og i weekenderne inden jul. Her kan du også nyde tapas og vin fire eksklusive torsdage i juni. Chaya arrangerer private fester og firmaevents i Dronning Louises Tehus og Paradehuset. Læs mere på chaya.dk og
dronninglouisestehus.dk

Samhørighed og gensidig respekt er hemmeligheden bag et frugtbart samarbejde i tre generationer. Bente Valbak (i midten) grundlagde Chaya i 1981, og i dag er hun, datteren Kirstine Laurents (tv) og barnebarnet Sofie Valbak Laurents (th) ligeværdige partnere, der bidrager med hver deres stærke kompetencer.